Comment

Hvorfor Aqago? - Ivalu Stender

Jeg er grønlandsk og dansk statsborger. Jeg hedder Ivalu, jeg har grønne øjne, er semi-blond og taler bedre dansk end jeg taler grønlandsk. Mine snart 5 år væk fra mit hjemland hjælper ikke meget på mine egenskaber i det grønlandske sprog. Som barn oplevede jeg, at andre råbte ”qallunaaq” (dansker) efter mig hvortil jeg svarede ”kalaaliuvunga!” (Jeg er grønlænder). For at være helt ærligt, ”down to the bone”, er jeg træt af, at blive målt og vejet i forhold til hvor grønlandsk jeg er. Jeg kan blive vred, trodsig og ked af det når denne diskussion tages op, oftest i politiske rum. Men vrede kommer man ikke langt med, vrede gør ikke, at jeg får lov til at indtage min plads som ”retmæssig grønlænder”.

Som ung modsatte jeg mig alt der hed politik. I ren trods nægtede jeg at lære flydende grønlandsk – der var bestemt ikke nogen der skulle fortælle mig hvad jeg skulle gøre eller hvem jeg skulle være for at blive accepteret. Og bestemt ikke når det blev gjort på en måde, hvor jeg blev fremstillet som forkert hvis jeg ikke gjorde som der blev sagt. I mine unge dage var det enten – eller, der lå intet imellem linjerne. Når jeg ser tilbage i dag, har den trods på sin vis båret frugt. Når sproget er i højsædet i samfundet og man modsætter sig andres forventninger står man i mange situationer udenfor den vante kategorisering, men sjovt nok tog min identifikation med mit folk ikke alvorligt skade. Det er først når jeg ser tilbage nu, at jeg ser hvor mange sprog vi egentlig har derhjemme. Når jeg siger sprog, mener jeg ikke de ord der kommer ud af vores mund, men det sprog der er uudtalt.

En ganske kold vinter var over os. Jeg var blevet færdig med gymnasiet og havde ingen anelse om hvad jeg ville med mit liv. ”Du skal uddanne dig” sagde både Anaana, Ataata og resten af samfundet. Men jeg ville ikke starte på en uddannelse uden hjertet var med, så jeg tilbragte 3 år hjemme i Nuuk og arbejdede inden for alverdens fag. En dag, den vinter, var jeg på vej hjem. Sneen var dyb og vejene glatte, men min balanceevne og sneen har en livslang historie, så min erfaring ledte mine skridt. Jeg var netop gået forbi plejehjemmet og var nået til krydset ved Qorsussuaq. Jeg valgte, at tage vejen op forbi GU og eskimoslottet – skal man ned til myggedalen går det hurtigere dén vej. I stedet for, at tage vejen, ville jeg gå over den lille ”have” der er lige foran lærerseminaret. Om vinteren er grøften dækket af høj sne og normalt var sneen fast og dyngen høj. Jeg hoppede over i snedyngen, overbevist om, at sneen var fast. Et sekund efter sad jeg i sne til hoften. Jeg kiggede en smule forvirret rundt, min erfaring om lige præcis denne snedynge havde fejlet mig. Bag mig, havde en mand set min erfarings opgør med snedyngen. Han småløb hen til mig og vores øjne mødtes. Vores hænder rakte ud efter hinanden uden ord og akkurat som vores hænder mødtes kommunikerede vi. Latteren kom som et brøl, helt nede fra maven og syngende fra hjertet. De fire øjne forsvandt og blev til smalle sprækker i begge ansigter. Dengang så jeg det ikke som noget specielt, det var jo bare en snedynge, et mindre uheld og et grineflip.

Skæbnen ville, at jeg nogle år efter forelskede mig. Forelskelsen ledte mig til Danmark og til uddannelse. Jeg faldt over uddannelsen i filosofi på Århus Universitet og dér var den – hjertet var med, jeg ville læse filosofi. Jeg har ofte siddet nede på kolonihavnen i Nuuk med de almindelige filosofiske spørgsmål – hvad er meningen med det hele? Filosofien viste sig, at være noget mere omfattende end ren studsen over livet, ikke desto mindre elskede jeg faget. Jeg blev inspireret, mind-blown og skubbet ud i tanker med en dybde jeg aldrig havde nået alene. Ærlig talt, var mit valg af filosofi totalt egoistisk – jeg ville lære mig selv at kende. Mine omstændigheder ville vise sig, at spille en lige så stor rolle i min selvindsigt som mit fag, hvilket det jo oftest gør.

Da jeg flyttede til Danmark tænkte jeg ”Freeeeedooooom”. Jeg kunne være totalt anonym, udfolde mig uden kamik-postens øjne i nakken, købe øl efter kl. 18 til ingen penge og shoppe i H&M. Nåh ja, som 22 – årig er ens prioriteter lidt anderledes. Det første semester var ren sommerferie, akkurat ligesom mine somre i haven hos min plejebedstemor. De frygtede bier, koldskål, duften af græs og alle de andre herligheder Danmark byder på, når du er på ferie. Jeg mødte nye mennesker og fanen var høj, sproget talte jeg jo, så no problemo. Vinteren slog til, og pludselig var det ikke lige så fedt, at vingummierne ikke var stenhårde, som de er derhjemme. Sneen faldt som et stik i hjertet. Vinter, jul, skilift, familie. Min første fødselsdag hjemmefra, min første jul uden familie. Der var mange ’første’ det år. Sommerferien var for længst slut og de orange julestjerner kunne ikke spores nogen steder, udover den Anaana havde sendt mig.

Hvad i alverden var jeg sprunget ud i? Men har man sagt A, må man sige B. Jeg stod som menneske og skulle integrere mig i et samfund der var mig mere fremmede end jeg havde troet. Og værre var, at jeg i Danmark blev betegnet som rigtig grønlænder, hvor jeg derhjemme var ”qallunaaq”. Min identitetskrise stod på sit højeste, men samtidig fik jeg rum til, at jeg med stolthed kunne erklære mig for grønlandsk uden indvendinger. Jo, jeg blev da også mødt med fordomme – en ung mand udtrykte, at jeg skulle ta’ og gå i skole, ”dum grønlænder” som jeg nu var og det var ironisk nok på den aften, hvor jeg fejrede mit 12-tal i filosofisk antropologi. Jeg tog det ganske let i lige præcis den situation, men det har ikke altid været tilfældet. Nogle gange tog jeg også fordommene på forhånd og stod i forsvarsposition, klar til kamp. ”Vi er ikke alle alkoholikere”, ”vi er ikke dumme”, ”vi bor ikke i igloer”. Ikke så meget anderledes fra ”jeg er ikke dansker”, ”jeg er født og opvokset her”. ”Kalaaliuvunga!”.

Ingen steder var der plads til sådan en som mig. Mange unge har i dag og i fortiden kæmpet med begrebet om identitet. Spørgsmålet i vores selverkendelse er gået fra ”hvem er jeg?” til ”hvem giver du mig lov til at være?”. Sproget er dommeren og du er den dømte. Magtkampen er Dansker vs. Grønlænder, en verbal boksekamp hvor ligheden kræves, men indstillingen siger ”jeg er bedre end dig”. På min vej har de fleste med den indstilling været grønlænderen, ”jeg er bedre end dig, for jeg er rigtig”. Grønlænderen står på højen af den danske skam, peger ned på ham og siger ”jeg er lige så meget værd som dig”. Det er på ingen måder alle der har en fremmedhadsk indstilling, hverken på dansk eller grønlandsk side – det er umådeligt vigtigt for mig at understrege, for roden til det onde i kampen foroven, er generalisering og marginalisering. Hvis én er, er alle. Men hvornår kæmper vi for kampens skyld? Hvornår tager vi fordommene på forhånd og indleder en kamp baseret på et spøgelses hvisken? En ting ved jeg, du kommer ingen steder med vrede og had.

En Facebook ven skrev forleden en status hvor hun fremlagde perspektiverne fra både den dansktalende grønlænder og den grønlandsktalende grønlænder. Og her så jeg ét folk der stod på hver sin side af sproglinjen og kæmpede samme kamp. Kampen for accept, kampen for sin plads i samfundet.

Vi kalder os selv Inuit, mennesker. Menneske i dets simple, mangfoldige og smukkeste forstand. Aristoteles fremsatte en teori han kaldte ’at menneske’. At menneske er selvet i sin proces, i sin erkendelse og sin tilegnelse og øvelse af dyder. Dyder som at hjælpe, elske, acceptere, tilgive, ja, alt hvad det indebærer at være menneske. En slags erkendelse af, at vi på ingen måder er perfekte fra start, men at vi gennem øvelse kan blive et bedre menneske. Når jeg taler om mit folk, mit hjem og mit ophav, taler jeg fra hjertet af et menneske. Jeg er tættest på mine kulturelle rødder, når ord er overflødige i vores fælles sprog. Jeg føler mig mest som et menneske, når sympatien taler gennem et enkelt blik eller en simpel handling.

For nogle måneder siden, stod jeg igen med starten på noget nyt. Jeg havde netop tilbragt et år i Frankrig og dernæst, Bruxelles. Jeg havde oplevede en masse ’første’ endnu engang, men med årene har jeg lært at værdsætte det ukendte. Jeg havde ingen anelse om, hvor jeg skulle hen. Min uddannelse var næsten ved vejs ende og jeg skulle til at være ”voksen” og komme på arbejdsmarkedet. Min intuition fortalte mig, at jeg skulle starte i København og se hvor vinden bar mig hen derfra. Puk (Hans Peder) kontaktede mig og inviterede mig til en screening af Sume – dokumentaren ”Mumisitsinerup Nipaa”. Vi var begge meget rørte over den historie dokumentaren fortalte. Efter filmen satte vi os ned, drak en kop kaffe og diskuterede livligt dokumentarens budskab. Han fortalte mig så om hans idé, om Aqago – og dér var den igen, hjertet var med.

Nelson Mandela sagde:”All views are entitled to be aired. It is through vigorous and constructive debate that together we will chart the path ahead”.

God debat.

 

Asannittumik – sagt med kærlighed,

Ivalu Stender.

Comment

Comment

Hvorfor Aqago? - Hans Peder Kirkegaard

Jeg læste min første biografi af Martin Luther King Jr. da jeg var 13 år. Jeg har siden læst rigtig meget om ham, først af ren interesse og lidt fordi jeg synes det var sejt at vide noget om ham. Jeg vidste egentlig ikke hvad han var for en, da jeg først læste hans biografi. Ærlig talt, så husker jeg heller ikke særlig meget af bogen. Igennem årene har jeg set og læst meget om 60'erne i USA og tiden før det, hvor der var stor ulighed og racisme mod sorte amerikanere. Siden har jeg læst om Nelson Mandela, Malcolm X, Mahatma Ghandi, Patrice Lumumba, Abraham Lincoln, Jørgen Olsen, Finn Lynge, Jonathan Motzfeldt, Augo Lynge og I kan nok se nu hvor det bærer hen.  Meget af det har jeg ikke fået undervisning i, hverken i skolen eller på gymnasiet, så det har jeg selv læst mig frem til.

 

            Jeg har ikke altid været så engageret i det grønlandske samfund, som jeg er nu. Faktisk, så har jeg prøvet at tage afstand og nærmest afvist min grønlandskhed. Her er noget jeg skrev da jeg var 21-22 år gammel:

Jeg bor på verdens smukkeste fængsel.

Jeg prøvede at flygte engang

Men jeg var pint af længsel

Det overraskede mig dengang

 

Det var efter jeg var vendt hjem fra Aarhus, hvor jeg afbrød en uddannelse. Jeg brugte tiden til at reflektere over hvad det var jeg følte, hvad det var der foregik inden i mig. Jeg havde det som om der var en orkan, en storm, en altoverskyggende uro inde i mig, og jeg vidste ikke hvorfor. Som tiden gik, og jeg fik tænkt mere over tingene kom jeg frem til dette:

 

Jeg havde en identitetskrise

Jeg er nemlig blevet råbt af, skældt ud og overfuset om at jeg skulle tage hjem til Danmark, at jeg skulle rejse, at jeg skulle forlade Grønland, og det er på trods af at jeg snakker grønlandsk.

Og da jeg kom til Danmark for at læse i Aarhus,  var fordommene anderledes: Er du grønlænder? Bor du så i iglo? Har du set en isbjørn? Du snakker ret godt dansk, af en grønlænder. Det var ikke en vred reaktion som derhjemme, men det var alligevel fremmedgørende. Hvem fanden var jeg egentlig?

 

Jeg var vred, og har også reageret med vrede både mod andre grønlændere og andre danskere. Det gør jeg ikke mere. Ikke forveksl uvidenhed med uforskammethed, er min motto nu, både mod danskere og grønlændere.

 

Jeg gik i gang med at læse om turisme på NI i Qaqortoq, og vi havde en masse om forskellige marketingsteknikker, produktudviklingsmetoder og teorier om kulturer og hvorfor man rejser. Her forstod jeg hurtigt at det der gør Grønland anderledes i forhold til andre Arktiske feriesteder er vores kultur. Så jeg tænkte at for at sælge ture og tiltrække turister, så må jeg forstå og være bevist om hvad det grønlandske kultur er, hvad er det der er anderledes, og hvad er eksotisk for europæere.  Jeg forstod mere og mere om Grønlandsk kultur, og dermed mig selv og hvor jeg kommer fra. Under uddannelsen deltog jeg ved et turisme produkt udviklingsseminar hvor jeg skulle holde oplæg om Storytelling til en gruppe fiskere og fangere,  og da jeg ikke havde det grønlandske ordforråd til at fortælle om et fagbegreb på grønlandsk, sagde jeg til gruppen at jeg vil gøre det på dansk. Jeg var bange, fordi jeg i pauserne havde overhørt en gruppe af dem snakke om hvor irrelevant det hele var, fordi fremlæggerne snakkede hen over hovedet på dem eller snakkede ned til dem, følte de. Så jeg var bange. Men det skulle gøres, så jeg gjorde det, på dansk i 10 minutter fremlagde jeg. Da jeg åbnede op for spørgsmål, var der en masser hænder i luften, og der var en masse spørgsmål, men spørgsmålene handlede om uddybelse og ikke gentagelse af hvad jeg havde sagt. De ville vide mere, de forstod hvad jeg sagde. Selvom jeg talte på dansk, snakkede jeg grønlandsk, var der en af fiskerne der sagde. Han sagde "uummatinga attorlungu oqalupputit". 

I tiden før, under og efter mit ophold i Aarhus, hvor min identitetskrise var på sit højeste, så var jeg hjemløs , en vandrende sjæl og det var ikke altid behageligt. Det han sagde til mig, den dag, det var starten på min vandring hjem, hjem til Grønland.

 

Jeg har læst om G50, G60, processen i 70'erne og udviklingen af hjemmestyret og fulgt med i vejen til Selvstyre samt set den politiske udviklingen siden. Det tanker jeg har om Grønland i dag, er det samme tanker som bl.a. Finn Lynge havde i sin betænkning til hjemmestyreloven tilbage i 73-74. Senest i Sume dokumentaren bemærker Aqqaluk Lynge og Malik Høegh om der reelt er sket en fundamentalt forandring i Grønland?

 

Jeg kiggede igen på Martin Luther King Jr., Mahatma Ghandi, Nelson Mandela og Abraham Lincoln. De skabte varig forandring, de forandrede deres lande fundamentalt. Fælles for dem alle er: De tilgav, de handlede ikke ud fra vrede eller hævnlyst. Lidt simpelt kan man sige at de prædikede alle sammen kærlighed, især næstekærlighed. Selv i deres retorik, var der ingen vrede at spore:" Let us not drink from the cup of bitternes to satisfy our thirst for freedom and justice" sagde Martin Luther King Jr.

  Så jeg har forsøgt at give slip på min vrede, tilgivet dem der har gjort mig ondt, men det er ikke nemt, og jo mere jeg lærer om disse mænd, jo større respekt har jeg for dem, for den uretfærdighed de oplevede er intet sammenlignet med den uretfærdighed jeg har oplevet. Identitetskrise mod vold og racisme. På trods af hvad de oplevede, så tilgav de og beholdt deres værdighed. Hvad Sume og andre har gjort er, at italesætte det sorg og smerte som har været påført os som et folk, men vi bærer stadig rundt på det sorg på trods af at det er grønlandske politikere der suverænt er lederne i vores land.
Vi er nødt til at tale om vores fundament som et folk, som et nation. Vi som et folk skal være frie, og det er vigtigt at skelne mellem politisk, juridisk, økonomisk frihed og personlig, åndelig og mentalt frihed. Vi er nødt til at snakke om det. Mit spørgsmål i lang tid var: Hvordan i alverden starter man den samtale, den debat?

 

I januar 2014, var jeg inviteret til USA af den amerikanske State Departement i International Visitor Leadership Program, hvor vi i det første par dage blev introduceret til Federalism, som er den amerikanske form for demokrati. Fundamentet er Den Amerikanske Forfatning som blev taget i brug i 1789, 13 år efter uafhængighedserklæringen. Dette fundament, denne ide om hvordan landet USA skulle være, blev debatteret, diskuteret og dekleret første gang i 4. juli 1776:

" We hold these truths to be self-evident, that all men are created equal, that they are endowed by their Creator with certain unalienable Rights, that among these are Life, Liberty and the pursuit of Happiness."

Denne sætning, det er indbegrebet af hvad det vil sige at være amerikaner. Man har ret til liv, frihed og jagten på lykke.

 

Vi har i Grønland ikke haft den diskussion, vi har ikke debatteret, diskuteret eller skrevet hvad Grønland og vi som et folk har som fundament. Så jeg gik i gang med at udforme en ide om hvordan jeg kan være med til at skabe den diskussion, den debat og få skrevet de tanker ned. Aqago er resultatet af den ide. 

Comment