Comment

Demokrati – gennem filosofiske øjne

Af Ivalu Stender

Vi har alle en fælles idé om hvad et demokratisk styre vil sige – det er folket der bestemmer. Folket vælger repræsentanter hvis arbejde er, at give udtryk for deres individuelle stemme indenfor den gruppe vi kalder ’regeringen’.

Denne ganske korte beskrivelse af demokrati kan vi alle hurtigt blive enige om, men hvad ligger bag denne almindelige forståelse af demokrati?

De græske forfædre

Ordet demokrati er af græsk oprindelse og stammer fra ordet Demokratia der betyder ’populær regering’ – populær i den forstand at den er folkelig. Demokratia er sammensat af det græske ord demos der betyder ’det almene folk’ og kratos der både betyder ’styre’ og ’styrke’. Ser vi på historien af demokratiet vil mange også pege på grækerne som forfædre til denne idé, hvis kerne også dengang omhandlede forholdet mellem det politiske styre og den almene borger. Ganske rigtigt så demokratiet dagens lys i Athen under Sokrates’ tid. Filosofferne Sokrates, Platon og Aristoteles danner baglandet for politisk teori, men deres syn på demokrati var ikke kun positiv. Platon var ikke stor fan af det demokratiske styre, mens Aristoteles godt kunne se en fordel i et styre der tog udgangspunkt i borgerens interesser. Under alle omstændigheder fandt de tre grækere, at der var et forhold mellem etik og politik.

Etik og morale:

Der er ingen universel enighed når det kommer til skelnen mellem etik og moral.
Filosofisk kan det dog være et godt værktøj at skelne mellem de to.

Når vi taler om etik taler vi om de objektive grundlag og principper der udgør moralen. Moralen er den kulturelle og individuelle forståelse af hvad der er rigtigt og forkert/godt og ondt. Set på denne måde er moralen dét princip vi handler ud fra, mens etikken fortæller os eller diskuterer hvorfor det er det vi tror på.

Eks:

Morale: Det er forkert at slå ihjel.

Etik: Det er forkert at slå ihjel, fordi mennesket er af værdi.

Etik og politik

I dag er det forholdsvis underforstået, at et individs politiske retning bestemmes ud fra deres overbevisning. Hvorvidt denne retning bestemmes ud fra religiøse, videnskabelige eller andre overbevisninger er som sådan irrelevant. Dét der betyder noget er, at vi har en overbevisning og at denne overbevisning har været medvirkende i vores valg af demokrati som politisk styre. Hvis etikken udgør demokratiets rammer, udgør individets morale selve udførelsen af denne idé. Men hvad skal det betyde?

Etiske grundsten for demokrati

Som mennesker nikker vi altid genkendende til, at vi alle gerne vil være lykkelige. Men så snart diskussionen falder på, hvad lykke egentlig betyder for os som individ, kan vi hurtigt blive uenige. Det samme princip gør sig gældende for de etiske grundsten for demokrati – frihed og lighed.

Frihed og lighed er kerneværdier i demokratiet og danner dermed en fælles overbevisning i samfundet, men det betyder ikke nødvendigvis, at vi er enige om hvad frihed og lighed indebærer. Lad os se nærmere på begreberne.

Frihed

Ethvert menneske har retten til frihed og dermed retten til at forme sit liv. Til en vis grad. Der er en balancegang mellem friheden til at forme vores eget liv og samfundets indflydelse på denne frihed. Demokratiet understøtter frihed, men sætter samtidig rammer for hvor meget frihed vi egentlig har, bestemt ud fra lovgivningen. Hvis et individ bryder loven fratages de en del af deres frihed og dette bunder i hvad vi i fællesskab har besluttet, nemlig hvad der er rigtigt og forkert. Hvad vi anser for rigtigt og forkert udgør normerne i vores samfund og dermed vores moralske udgangspunkt, men moralen tilhører både samfundet og individet. Individet har derfor retten til selv at tilrettelægge et mere specifikt moralsk kompas, mens regeringen ikke må forme lovgivningen ud fra, for eksempel, religiøse overbevisninger. Vores overbevisninger danner også et socialt tilhørsforhold som både passer til vores morale, men som samtidigt former vores morale. Disse grupper har derfor også en vis magt over individets frihed ved at danne deres egne normer for det miljø de begår sig i. Ser vi derfor frihed som en etisk ret i demokratiet, udgør de forskellige dele af samfundet og moralen deri, omfanget af vores frihed.

Man kan let kategorisere frihed som noget der er grænseløst, men din frihed er et samspil mellem dit samfund og de medmennesker der befinder sig i samfundet. Din ret til frihed er lige så meget din som dit medmenneskes, så hvor går grænsen? Er man virkelig fri når man sætter rammer for friheden? En del af denne problematik hører til demokratiets anden etiske grundsten – lighed.

Lighed

Som vi ser, har ethvert menneske retten til frihed og dette stiller os som ligemænd. Som mennesker er vi lige, men hvad indebærer det at være menneske og i hvor lang udstrækning er lighed gældende? Vi former os selv ud fra vores overbevisninger og disse overbevisninger former vores meninger. Hvis vores overbevisninger er værdier vi tilskriver os selv som samfund, individ og menneske og vi som mennesker er lige, så har vores meningsgrundlag også samme værdi. Dette udgangspunkt kan skabe problemer i politiske sammenhænge eftersom vores tankegang og ideer er af samme værdi som én der tænker det stik modsatte. Derfor er der behov for en evne til at gå på kompromis, men det er ikke altid lige let. Det kan hurtigt blive til en magtkamp i forhold til værdi og her inddrages det sociale aspekt også. Er min tankegang mere rigtig fordi min sociale gruppe og jeg, synes den er rigtig? Hvis vi vil lave et eksempel på denne problematik er det nemmest med et emne vi alle kender til – nazismen. Princippet om lighed betyder som sagt, at alle meninger er lige i værdi, men gør det sig gældende i alle situationer? Her er gruppens morale af betydning, for hvis jeg som nazist mener at det ’rigtige menneske’ er blond, har blå øjne og er kristen vil princippet om lighed (og frihed) give mig ret til, at denne mening er lige så meget værd, som min egen.

Lige nu, lyder der i dit hoved et stort og rungende ”NEJ”, en nazists mening er bestemt ikke lige så meget værd som min egen. Grunden til dette er dit miljø, din gruppe, din morale. Det er etisk bestemt, at demokrati skal baseres på frihed og lighed, men hvordan samfundet former sig tager udgangspunkt i, hvordan vi opfatter frihed og lighed. I begrebernes simple forstand danner vi nemt en konsensus om, at disse værdier er noget vi vil basere vores samfund på. Men ser vi nærmere på hvordan begreberne bruges er det ikke så lige til. For eksempel er nazismens overbevisning et brud på princippet om lighed, fordi det netop modsætter sig lighed, så hvad skal vi gøre med det? Kan en mening eller en overbevisning være lige meget værd, i alle tilfælde? Og hvis ikke, hvornår kan vi så sige, at vi i samfundet alle er lige?  Er det når vi alle er lige så fri som den anden? Og i så fald, hvor frie kan vi være?

”Jamen, hvad skal vi bruge det til?”

Når visse værdier danner grundlaget for noget spreder det sig oftest til andre grene af samfundet. Vores grundlæggende opfattelser af frihed og lighed har derfor indflydelse på de mange forskellige dele af samfundet – erhvervslivet, det sociale, det private, det offentlige, osv. Stiller vi spørgsmålstegn ved vores normer får vi en dybere forståelse af os selv. Vi får et indblik i hvordan vores samfund ser ud, vi ser måske, at ikke alt er som vi troede og vigtigere, om det ser ud som vi gerne ønsker.

Litteratur

Christiano, T., Democracy, 27. juli, 2006, plato.stanford.edu [05.11.2014]

Lane, M., Ancient political philosophy, 6.september, 2010, plato.stanford.edu [05.11.2014]

 

 

Comment

Comment

Begrebet "Naalakkersuisut"

Af Hans Peder Kirkegaard

I den grønlandske ordbog fra 1926, stod ”Naalakkersuisut” som betydende ”Regering”, og i 1990 kom ”Naalakkersuisoq” i ordbogen som betydende ”Minister”. Men man har dog også igennem tiden brugt låneordet ”Landstyre” til at beskrive Grønlands regering og det var først i 2008-09 at det blev besluttet at det udelukkende skulle hedde Naalakkersuisut i forbindelse med indførelsen af Selvstyre.

Acemoglu m.fl. forklarer i deres artikel om kolonial udvikling[1],  at forskellige koloniherrer har brugt forskellige kolonistyreformer, og enkelte koloniherrer brugte forskellige styreformer alt efter hvor deres kolonier lå og hvordan forholdene var lokalt. Disse styreformer bliver arvet af kolonierne efter de bliver selvstændige eller får deres eget styre, dvs. franske kolonier arver fransk kolonistyre, britiske kolonier arver britisk kolonistyre. Det er dog vigtig at understrege at det er kolonistyret der arves, og ikke det styre der er i koloniherrens land, selvom det ene ikke udelukker det andet. Australien er et eksempel på et land, hvis regeringsform er meget lig det engelske parlamentariske system. Når samme koloniherre anvender forskellige kolonistyreformer i forskellige kolonier, så skyldes det ofte hvor nemt det er for koloniherren at kolonisere landet. Altså, hvor nemt er det for embedsmænd, præster, soldater og andre koloni tilflyttere at skabe et liv på kolonien. Når det er svært at skabe et liv, så er der ofte mindre ”kopiering” af hjemlandet, og der skabes i stedet en mere udnyttelsesorienteret kolonistyre, som ofte er mere autoritær og har tendens til at udvikle et styre der er ikke er helt demokratisk. Nogle koloniherrer vil også ofte have anvendt den eksisterende styreform til deres egen fordel, for eksempel når briterne i Indien udnævnte Maharajaer (konger) blandt venligtsindede krigsherrer eller stammehøvdinger, som arbejdede for det britiske kolonistyre, men fik lov at være herre over deres eget folk.

                      En anden videnskabelig artikel af Rodrik m.fl.[2] om institutionsbygning forklarer videre at det er næsten lige meget hvor kolonien ligger og hvilke lokale naturlige resurser der findes i kolonien, i forhold til hvordan institutionerne bliver opbygget. Institutioner (administration, regler, love, osv.) bliver opbygget lokalt, alt efter hvordan forholdende er lokalt. De bedst fungerende institutioner er udviklet i høj grad uafhængigt udefra, dvs. uafhængigt af koloniherren, med hø grad involvering af det lokale i udviklingen af institutionerne.

I Mads Lidegaard’s artikel fra 1969[3] beskrives den politiske realitet i Grønland i slutningen af 60’erne, hvor tankerne om hjemmestyre er så småt er ved at gøre deres indtag i befolkningen. Han beskriver et landsråd hvis medlemmer domineres af en grønlandsk elite der er halv-europæiseret og med god beherskelse af det danske sprog. Denne gruppe har ofte overtaget de udsendtes positioner og stillinger, i takt med at de selv fik en uddannelse og involverede sig dybere i kolonistyret. Denne udvikling har dog ikke været med et ønske om at fjerne kolonistyret, men et ønske om at styre selv. Der er forskel mellem at fjerne kolonistyret og ønsket om selv at bestemme. Ved at fjerne kolonistyret skaber man noget selv,  og hvor ønsket om selv at bestemme handler om at overtage kolonistyret, altså arve kolonistyret. Som eksempel kan man tage en diskussion som var i landsrådet mellem Jørgen Olsen og resten af rådet, hvor Jørgen Olsen stillede et forslag om at landshøvdingen skulle vælges af rådet, og ikke udsendt af den danske regering. I denne diskussion udtrykker Jørgen Olsen at han ikke har mistillid til daværende landshøvding, og at han sandsynligvis ville have stemt på ham som landsrådets formand.

Når man kigger på selve begrebet ”Naalakkersuisut”, kan man udlægge hvordan et ord der betyder ”Dem der bestemmer”, er endt med at blive brugt for at beskrive den grønlandske regering. Selvom der i ordbogen står at ”Naalakkersuisoq” betyder ”Minister”, er dette ikke helt rigtigt, fordi ”Minister” kommer af ordet ”tjener” eller ”underordnede”, og at ministeren derfor er en tjener af folket. Men det har været naturligt at anvende Naalakkersuisoq, da demokratiet i Grønland ikke er udviklet uafhængigt af indflydelse udefra, men man har direkte arvet det danske kolonistyre. Det er kun langsomt at grønlandske politikere har fået indflydelse og selvbestemmelse. Man har brugt ”Naalakkersuisut” før der fandtes en grønlandsk regering, for at beskrive den danske regering, , som netop har været ”dem der bestemte” i Grønland indtil 1979. Da man endelig fik en grønlandsk regering, har man ikke fjernet kolonistyret, men i stedet erstattet det med et grønlandsk kolonistyre.

Ønsket om selvbestemmelse og indflydelse har været dreven af et ønske om at erstatte det danske styre med et grønlandsk styre. Så selvom der på politisk niveau har været høj grad involvering af lokale i udviklingen af de grønlandske institutioner, så er institutioner ikke udviklet uafhængigt af kolonistyret.             

På trods af at man politisk i Grønland har opnået høj grad uafhængighed fra den danske regering gennem henholdsvis Hjemmestyret og Selvstyret, fortsætter der et ønske om større uafhængighed fra Danmark, da man stadig oplever et ”kolonistyre”.

Vi oplevede ved afstemning til Selvstyreloven i 2008, og ved indførslen af Selvstyret i 2009, hvordan folkestemningen var en af fornyet håb og glæde om at man nu havde opnået højere selvbestemmelse. Men som vi oplevede i årene efter og indtil nu, er folkestemningen at der ikke er sket noget nyt, at der ikke kom den store forløsning fra indførslen af Selvstyret. Der er stadig snak om mere uafhængighed fra Danmark, når der stort set er ingenting i det daglige liv i Grønland der besluttes af danskere og det danske politikere. Alle beslutninger i Grønland der omhandler Grønland besluttes af grønlandske politikere.  

Følelsen af kolonistyre og undertrykkelse som mange oplever vil ikke blive forløst når vi bliver selvstændige. Vi er nødt til at forstå at problemet ikke skyldes vores nuværende bånd til Danmark, men vores historiske forbindelser til kolonistyret der opretholdes af det nuværende kolonistyre, nemlig Naalakkersuisut.


Foreslået læsning: Iperangaassuseq af Hans Peder Kirkegaard
Artikel om mental frihed på grønlandsk



Comment

Comment

Grønlandsk identitet

Af Ivalu Stender

Så længe jeg kan huske, har spørgsmålet om identitet præget det grønlandske selvsyn. Historisk har kultursammenstødet resulteret i et kultursammenfald, men denne erkendelse er ikke anerkendt i samme grad alle steder, såvel som, at dette sammenfald også varierer. Jeg kalder det et kultursammenfald, eftersom konsekvenserne af historien ses i vores nutid – hvilket kan være alt fra løg og ris i suaasat (suppe), til den blåøjede grønlænder.

Spørgsmålet om grønlandsk identitet og tilgangen til denne, er givet af forskellige faktorer. Spøgsmålet om identitet behandles anderledes i Nuuk end den gør i Tasiilaq eller Qaanaaq. Ikke desto mindre, kan den blive behandlet som et altomspændende spørgsmål om hele selvet (individet) og dermed sættes selvet ud fra identitet og ikke omvendt. Identitetsspørgsmålet tilskrives specielle paradigmer som selvet enten kan tilskrives eller ej. Dermed afspejler identitetens kategorisering hvem du er og placerer dig i specielle grupper af grønlandske varianter. Disse paradigmer ændres dog med tiden og er ikke en konstante; i 60’erne hed det sig, at hvis du ikke kunne ro i kajak var du ikke en rigtig grønlænder, i dag er det et spørgsmål om sprog.

Den fejlagtige tilgang til identitet kan på sin vis relateres til begrebets indtog i den brede befolkning. Som Hans Fink skriver i Om Identiteters Identitet blev begrebet på mode i 60’erne. Her handlede det om selvrealisering og efterfølgende har populariteten været svingende, men det er uden tvivl et stort spørgsmål i Grønland i dag. Oprindeligt er filosofiens behandling af selvet mangfoldig, men det er uden tvivl et spørgsmål om folkelig såvel som personlig identiet der er på spil i den grønlandske selvforståelse.

Rigtig og forkert grønlænder

Identitetsspørgsmålet behandles også som en kategorisering af rigtig og forkert. At denne ligning findes nødvendig er tæt forbundet med den grønlandske kolonihistorie, mere specifikt ses det i 50-60’ernes Grønland med et stor kulturelt sammenstød i form af danisering. Motivationen bag datidens handlinger er irrelevante i denne artikel, men konsekvenserne deraf har ganske stor betydning for, hvorfor identitet er vigtig for en grønlænder.

Konsekvenserne af forsøget på, at danisere den grønlandske befolkning, har efterladt spørgsmålet om identitet til en afvisning af dansk indflydelse eller tendens. Dermed stilles kategoriseringsprocessen af selvets identitet i første række og udenom selvets erkendelsesproces. Synet på os selv betinges derfor af en afvisning af specielle tendenser og hvorvidt vi lever op til visse krav. Jeg kan næsten lokkes til, at kalde det for en form for kulturel fascisme der kommer til udtryk i spørgsmålet om identiet. Jeg har dog sympati for hvorfor denne fremgangsmåde præger landskabet af grønlandsk selvrealisering. Følelsen af identitetsfratagelse har medført et lige så desperat forsøg på at tilegne sig det på ny. Men med den hastige ændring af samfundets strukturer og livstil har dette vist sig, at være meget svært, om end ikke umuligt.

Den kulturelle fascisme er derfor ikke kun baseret på en fjendtlig indstilling til visse tendenser, men er også en kamp for at genvinde noget af sig selv – et forsøg på at rejse tilbage i tiden og få noget tilbage.

Dette resulterer i en kamp mellem selvet og spørgsmålet om identiet. Netop fordi man sætter visse krav vedrørende identitet, forvirres selverkendelsesprocessen, der derudover også kastes hen i en boldgade hvor kulturel fascisme sætter grænserne for hvor du må sætte dine skridt. Den kulturelle fascisme tilskriver hvad der er rigtigt og forkert og sætter dermed dagsordenen for hvem du må og eventuelt skal være, fremfor hvem du kan udvikle dig til at være, eller hvem du er nu.

Identitet bliver derfor en projicering af et ønsket ideal, fremfor en kategorisering af hvem du er og hvordan denne er foranderlig eftersom du som menneske udvikler dig. Denne tendens ses ikke kun i det enkelte menneske, men også i kulturforståelsen og den politiske scene. Grønlands unge har de seneste årtier fundet spørgsmålet om identitet ganske forvirrende og utilregnelig, hvilket måske kan forklares via det ovenstående. Med det sagt, er der ganske vidst flere niveauer i identitetsdannelse, men helt overordnet sættes der ikke nogle spilleregler for, at du skal placere dig i visse kategorier der lever op til andres forventninger – men det gør der i Grønland.

Kollektiv Identitet

Grønlændere havde i sin tid en tendens til at definere deres identitet ud fra et kollektiv. Identitet er ganske vidst en placering af sig selv i en subkultur (dog på et vis stadie). Men grønlændernes overlevelse afhang af hvad der kan kaldes en medfødt plads i samfundet, næsten i samme stil som Platons fordeling af borgerne i polis. For grønlænderne afhang det dog af kønsroller; som mand var du fanger og som kvinde var du ”avler” af fangere.

Individet blev tildelt en bestemt, men også en meget vigtig rolle. I det barske klima har det været en nødvendighed med denne rollefordeling, eftersom det afhang af kollektivets overlevelse. På denne måde tegner kollektivet individets identitet og individet placerer sig ikke i kollektivet eller subkulturen som man ser i dag.

Nødvendigheden i, at danne en kollektiv identitet for ren og skær overlevelse står i stærk kontrast til identitet som værende selvrealiserende og individuel. Med vigtigheden af spørgsmålet om identitet i mente, kan det skabe en forståelse for, hvorfor sproget spiller så stor en rolle i identitetsskabelse og grønlandsk identitetsforståelse.

Sprog som identitet

Selvom Grønland er et moderne samfund med en vis grad af liberalisme, kan den kollektive dannelse af identitet ses i paradigmet om det grønlandske sprog. Det kommer til syne, når man hører debatten om, at være rigtig grønlænder – taler du ikke grønlandsk, er du ikke rigtig grønlænder. Argumenterne er oftest paradoksale og til tider ugyldige i en logisk forstand, men det er ikke desto mindre en af de stærkeste præmisser i identitetsargumentet.

Sprogets vigtighed kan sættes i samme ligning som i tilskrivelsen af paradigmer for identitet, skabt af en følelse af noget stjålet eller frataget. Med 50-60’ernes danisering og konsekvenserne heraf, er sproget et let tilgængeligt og indbydende sår at behandle. Afvisningstendensen er her det danske sprog og i spørgsmålet om identitet er den nem at gribe fat om - taler du dansk, er du dansk og taler du grønlandsk, er du grønlænder.

Den kollektive identitetsdannelse er ikke uset i verdenen og det er tendensen til, at skelne ’os’ fra ’dem’ heller ikke. Men for grønlænderne kan det blive et spørgsmål om kulturens overlevelse. Man ser stadig et angreb på kulturen, og derfor er rolletildelingen i form af sprog et vigtigt element i den kulturelle identitets overlevelse. Denne bliver dog også altomspændende og gør sig tilsyneladende lige så gældende for kollektivet som for individet. Som beskrevet foroven, så var overlevelsen netop betinget af, at hver mand tog sin rolle på sig og denne tendens kan siges at have indflydelse for det behov der ligger i, at kunne skelne mellem ‘os’ og ‘dem’ for en fremmelse af grønlandsk identitetsforståelse.

 

Comment

1 Comment

Et billedeligt sprog, Grønlandsk.

Af Hans Peder Kirkegaard

Det grønlandske sprog er et billedeligt (udtrykkende)sprog, defineret ud fra filosoffen Ernst Cassirer’s kategorisering af Mening. De fleste, hvis ikke alle, europæiske sprog er symbolske (repræsenterende) sprog, inklusive det danske. Cassirer postulerede, at mennesket i bund og grund var et symbolistisk dyr, som havde iværksat et system for at udtrykke sig selv til omverdenen. Dette system bliver til ved, at mennesket er til stede i en kultur der kræver en kommunikation mellem sig selv og sin omverden. Og jo mere kompleks den kultur er, jo mere komplekst er det system som bruges til at udtrykke sig. Den europæiske kultur har udviklet sig til at være en meget kompleks kultur, og har været under udvikling i flere tusind år - siden de første europæiske byer først dukkede op og udviklingen accelererede efter oldtidens grækere og romere. Derfor har systemet for, at udtrykke sig (sproget) også udviklet sig til at være symbolsk, eller repræsenterende. Ordene i det symbolske sprog udtrykker ikke selve det man italesætter, men nærmere repræsenterer det italesatte. For eksempel ordet ”Musik”, som er et symbol på det, at lave harmoniske lyde, enten ved sang eller instrument, og i modsætning til det grønlandske ord for musik er ”Nipilersorneq”, som direkte betyder ”At tilføje lyde” eller ”At lave lyde”. Det danske ord ”Musik” repræsenterer det italesatte, altså det, at lave harmoniske lyde, hvor det grønlandske ord ”Nipilersorneq” udtrykker det italesatte, altså det at lave lyde.

Den grønlandske kultur, eller rettere den inuitiske kultur, har ikke udviklet sig organisk til en kompleks kultur. Det er begrænset hvor meget af den inuitiske kultur der er menneskeskabt, fordi meget af kulturen er afhængig af og skabt med inspiration i naturen.  Inuitternes omverden forandrede sig og blev mere kompleks, da de europæiske kulturer fik deres indtog, men den forandring var ikke drevet af inuitterne selv. Så inuitternes system for at udtrykke sig, har ikke forandret sig i lige så høj grad. Den oprindelig verden hvori mennesket ’Inuk’ eksisterede, var ikke så kompleks, at systemet for at udtrykke sig i den verden krævede symbolske ord.

Når en kultur ikke har behov for repræsenterende ord betyder det, at den omverden kulturen befinder sig i, ikke er kompleks, hvilket ofte er tilfældet med naturfolk, ligesom Inuitterne. Derfor har den kultur også en tendens til, at være mere spirituel eller åndelig, da meget af ens omverden forbliver u-udtrykt. Naturen er naturen, og den er hvad den er. Når en kultur udvikler sig til, at have et mere repræsentativt system for at udtrykke sig, betyder det også at meget af omverden bliver udtrykt. Det danske udtryk, ”at mangle luft”, findes for eksempel ikke på grønlandsk. Når man mangler luft, så kan man ikke trække vejret, man mangler ilt. På grønlandsk kan man kun sige, ”anersaartorneq ajulerpunga”, på dansk ”jeg kan ikke ånde ind”. Luft på dansk er en del af omverdenen som er udtrykt. Luft, som i den luft vi ånder ind, er ikke udtrykt på grønlandsk.

 

På grønlandsk, så er tingene hvad de er, rent sprogligt. Hvis vi tager et eksempel med bynavne som; Ilulissat, Nuuk og Narsaq. Ilulissat betyder ”Isfjelde” , Nuuk betyder ”Næsset”, Narsaq betyder ”Mark”. De har de navne, fordi det er det de er. Ilulissat er byen ved isfjeldene, Nuuk er byen ved næsset, Narsaq er byen i marken.  Derfor kan en grønlandsk historiefortælling eller debat blive meget langtrukken, især på skrift.

Det moderne grønlandske sprog har dog udviklet sig, men meget af udviklingen er kun sket med ting man kan se, røre, lugte, høre eller mærke, og ofte er ordet taget fra det danske eller engelske, hvis ikke det udtrykker det italesatte – som med ordet bil og det grønlandske ’biili’. Nye grønlandske ord er ofte forklarende beskrivelser af det moderne, for eksempel jern eller metal er ”Savimmineq”, som betyder ”et stykke af en kniv”.

At det grønlandske sprog ikke har udviklet sig samtidigt med kulturen gør, at der ofte er mangel på ord og begreber til, at udtrykke noget af det, der er i det moderne vestlige verden. Sagt med Cassirer’s begreber: Den omverden mennesket, Inuk, befinder sig i, er blevet mere kompleks, men menneskets system for at udtrykke sig har ikke udviklet den samme kompleksitet. Når et system for at udtrykke sig udvikles til, at blive mere komplekst, betyder det også at forståelsen af systemet udvikler sig. Derfor kan der opstå misforståelser i mødet mellem den europæiske kultur og den grønlandske kultur, eftersom en europæer taler med repræsentationer af det italesatte, og en grønlænder forstår det som udtrykket af det italesatte. 

1 Comment

Comment

Piussuseqarneq

Af Hans Peder Kirkegaard

Ilisimaqqisaarniarneq kalaallisut oqaluuserissallungu ilaanni ajornakusoorsinnaasarpoq oqaatsivut ilaanni amingartaramik eqqartukkat assigiinngitsut eqqornerusumik oqaluuserissallugit. Siornatigut Aqago-mi ”kiffaanngisuseq” oqaaseq amingarmat oqaatsimik nutaamik sananikuuvungut nassuissallungu ilisimaqqissarniarnermi kiffaanngisusermut tunngasut eqqartorneqaraangata assigiinngitsut isumat pineqartatut, taamaammat ”Iperangaassuseq” oqaasiliarisimavarput, taannalu annertunerusumik uani atuarneqarsinnaavoq.

 

Massakkut aamma oqaaseq nutaaq ilisaritilaarniarparput sumullu tunnganersoq nassuiarlugu. Ilisimaqqissaarniarneq tassaavoq apeqqutinik tunngaviusunik aperineq ilisimaqqissaarniarnerlu. Tassunga tunngatillugu apeqqut tunngaviunerpaaq inuit ilisimaqqissaarniartullu apeqqutigisarsimasaat sammissuarput: ”Sooruna inuusugut? Sunaana siunertaringipput?” Taakkua apeqqutit sammineri ataatsimoorlugit qallunaatut taaneqartarput ”Eksistentialisme”. Taannali oqaaseq kaalallisut piunngilaq, taamaammat oqaasiliussangaani tassunga tunngasumut pingaarpoq eqqarsaatingissallungu suna eqqartorneqarpiarnersut, imaalluni apeqqutit ilisimaqqissaarnissai pingaarpoq. Oqaasermi taamaattoq apeqqutinik amerlasuunik imaqarpoq, tusaanginnarlugulu eqqarsalertitsisussaalluni. Oqaatsip iluaniissanngilarli apeqqutinut akissutit, tunngaviusumimmi ilisimaqqissaarniarneq apeqqutinik ujaarlertuuvoq, tassanilu ujaarlernermi paasinarsiartortarluni qanoq ilisimakitsiginersugut. Ilami ilisimaqqissaarniartoq Aristoteles oqarpoq ”Ilikkakkatit amerliartuaarnerani paasilertarpat qanoq annikitsigisumik ilisimasaqarnerlutit”, kisimiinnanilu taama paasinninnikuuvoq. Aristoteles grækeriuvoq, alla taama oqarsimasoq Lao Tsu Kinamiuvoq. Tamaammat oqaaseq inuunerup siuernattaanik ujaarlertoq imaassinnaanngilaq ”Siuernatassarsiorneq”, ilami paaseriasaaraannimi inuuneq siunertaqanngitsoq, iluatsitsineriinnarmillu inuk pinngorsimallutik? Imaalluni, qimmeq aperineq ajorpoq sooq inuunerluni, inuilli aperisarput silaqaramik, taanna silaqassuseq inuit ineriartornerminni iluatsitsineriinnarnermik pinngorsimalluni. Ukiut millionit ingerlanerani inuit ineriartornerani taanna tassanngaannaq saqqummersimappat, taava inuit ineriartornerminni iluatsitsiinnarsimapput. Qanorissimassangaluarpa qimmeq iluatsitsisuusimappat? Qimmeq imminut aperissava ”Sooruna qimmiussunga? Sunaana siunertaringinga?” Immaqa qimusserneq siunertarisimassangaluarpaa?

Nalungatigu ilumut inuuneq tunngaviusumik siuernartaqarnersoq, inuunermut tunngasunik ilisimaqqissaarniarneq ”Siunertarsiornermik” taasinnaanngilarput, naak inuunerput ilumut siuernertaqarsinnaangaluartoq, siunertaqanngittoornissaq oqaatsip iluani inissaqartittariaqarparput.

Eqqarsaatigingutsigu siuaatta inuunermi siunertarisimasaat, eqqaallugu pissutit kalaallit kalaaliunngikkallarmata qanorissimanersut. Piniartut piniartarsimapput uumajumallutik, pinianngikkunimmi perlerlutik toqussangamik. Takorlooruminarpoq taamani inuunerup siunertaa: Uumaniarneq. Oqaaseq taanna aamma eqqarsartoqarnarpoq:
Uumaneq. Inuit uumasut; uumasut. Uumavunga, uumasuuvunga, uumasuuteqarpunga. Eqqarsarnartuuvoq qanoq inuit uumasut isigisimaneraat, sualummik qanoq inuit imminut isigisimanersut. Ilami uumaneq tunngaviussumik siunertaasimava? Siunertaasimappallu inuup qimmillu siunertai assigiippat? Uumaneq. Qangami inuuneq eqqartorneqalerpa? Inuuneq oqaaseq aamma tingulaariartingu: Inuk, inuuvoq, inuuneqarpoq. Oqaatsip ”Inuuneq” sorlaa eqarsarnarpoq:Inuk, tassa tunngavingivaa, taava qimmeq eqqarsaatingalungu taassuma silaqarneq pisimangaluarpangu, immaqa ”Inuuneq” pinagu oqassangaluarpoq ”Qimmiuneq”, ”Sooruna qimmiusungut? Sunaana qimmiuninni anguniangassara?”

Oqaaseq ilisimaqqissaarniarnermi tamakkuninnga taasisuusoq apeqqutit taamaattut inissaqartittariaqarpai. Ilumoorsaarnerusumik tulluarnerupput apeqqutit toqqaannernerusut apeqqutigissalugit: ”Uanga sooq uumavunga? Uanga suna inuuninni angorusuppara?” Ilaanni inuttut ataasiakkaarluta apeqqutivut assigiissinnaangaluartut, akissutai assigiinngillat. Siuernertat assigiinngimmatta, ilaannilu siunertaqarani. Oqaaseq inuunermut siunernertassarsiorneq apeqqutinut tunngasunut ilisimmaqqissaarniarnermi taaguutitut atussallugu tulluanngilaq. Sualummik oqaatsip tunngavia aamma eqqarsaatingingaanni: Siunertaq, siunniittoq, siumukarneq. Imannak paasissassaangami, siuernertaq saanniippoq, siumut isiginermi ornitatut ippoq, imaalluni inuk siuernertami tungaanut ingerlasariaqarluni. Paasingaannimi inuunermimi siuernertaq angusimallungu? Imaluunnit paasingaanni sumiiffik massakkorpiaq kisimi inuunermi pingaartoq, taamaasilluni siumut alloriaqqittariaqarani? Siuernertaarussimassava taava inuk?

Ilisimaqqissaarniartup Albert Camus, allaasserivaa inuuneq tunngaviusumik isumaqanngitsoq, taamaammallu inuk siunertaqarani, inullu siunertaqanngittoq inuusariaqarani, apeqqutaanngimmat uumanersoq inuunersorluunniit. Nassuiarpaa ilisimaqqissaartuni siullunani paasisisimallugu, kisiannili allaanerussutingivaa arlaanik tunngavissaqanngitsunik siunertalersuinnginnami, soorlu ilaani ilisimaqqissaarniartut allat toqqaanginnartartut inuunerup siuernertassaanik: Paradisimut iserniarnissaq, nunaqqatit illersornissaat, qaffasissumik ilinniarnissaq, tusaamassanngornissaq, allarpassuillu amerlasuut. Siuernertarititat ilisimaqqissaarniartut amerlaqatigiinnarunarpaat. Albert Camus oqarpoq ilisimaqqissaarniartut siuernertalersuileraangamik sapertaraat inuuneq siuernertaqqanngitsutut piviusuunissaa, taamaasillutillu arlaannik tunngavissarsiortarlutik. Albert Camus oqarpoq inuuneq siuernertaqannginera ilisimaqqissaarniarnikkut inuup paasigaangagu, inuk aatsaat iperangaassuseqalertartoq, siuernertaqannginneralu paasigaani ersiginangu taamaanginnartussatut akuerisariaqartoq, nassuiassuteqartinngikkaluarlugu.

Ilisimaqqissaarniarnermi apeqqutit tamakku sammineranni aamma apeqquserneqartarpoq ilumut Inuk immikkuullarissuteqarnersoq, qanoruna Inuk Uumasuniik allaanerusoq? Kalaallisut oqaatsini assigiissut ersareqaaq: Uumasut, Inuk ataaseq uumavoq, Inuit amerlasuut uumapput, inuk uumasoq, inuit uumasut. Uumasut uumasut. Apeqqutit inuit immikkuullarisuttaanik apeqqusiisut, taavalu apeqqutit uumaatsut ilumut uummaatsuuneranik apeqqusiisut oqaatsimi inissaqartitsisariaqarput. Uumaatsut umaasullu tamarmik piupput, naak ilai attorneqarsinnaanngikkaluartut. Ilisimaqqissaarniarnerup iluani siunertartut nassaarineqarsimasut ilai aamma piupput, naak piuneri uppernarsineqarsinnaanngikkaluartut. Descartes oqarnikkuuvorli ”Eqqarsarama piuvunga”, tamaasillunilu oqarluni allat piuneri uppernarsisinnaangit, namminerli piussusini imminuinnaq uppernarsisinnaallugu. Oqaaseq uani atoqattaangara, piuneq, piussuseq, taanna ilumut tulluarneruvoq ilisimaqqissaarniarnerup iluani apeqqutit inuunermut, imaluunnit piunermut, tunngasut eqqartorneqarnerani. Taamaammalluuna oqaaseq taanna tamakkununnga tunngasutut oqaasinngortikkupput: ”Piussuseqarneq” ”Ekstistentialisme”

Oqaaserlu taanna aamma ilisimaqqissaarniarnermi apequttinut atoruminarpoq: ”Sooruna piusunga?”, apeqqut taanna ”Sooruna inuusunga”-mik allaaneruvoq, tunngaviusumik ilumut piunermik apeqqusiimmat. Taassumallu oqaatsip iluani apeqqutit inissaqarlutik, ilami inuk qimmerluunniit aperisinnaavoq ”Piuvunga?”.

Comment

1 Comment

Iperangaassuseq

Af Hans Peder Kirkegaard

Uani allatami nassuiassuara iperangaassuseq qanoq paasisassaanersoq. Ilami oqaaseq taanna Aqago-mi nutaaliarisimavarput, tassunga tunngasumik kalaallisut oqaaseqanngimmat.

Ilisimaqqissaarniarnermi kiffaanngissutsip eqqarnerani pineqartartu ilagivaat ”iperangaassussuseq”. Inuk kiffaanngissuseqassaguni pisariaqarpoq inuup aamma iperangaassuseqarnissaa. Ilisimaqqissaarniarneriup iluani kiffaanngissutsimik angusaqartarneq assiggiinngitsunik tunngaveqarpoq. Iperangaasutsip inuit ataasiakkaat kiffaanngisutsimik angusaqartarnerannut tunngavoq. Imaalluni, inuit ataasiakkaarlutik tamarmik kiffaanngissuseqanngikkunik, inuiaat ataatsimut tamarmik kiffaanngissuseqarsinnaanngillat.

Ilisimaqqissaarniarnermi kiffaanngissutsit assigiinngitsut eqqartorneranni oqaaseq ”kiffaanngissuseq” amingarpoq. Kiffaanngissuseq paasivissagaanni, oqaatsitut sorlarisaa qiviarneqartariaqarpoq: Kiffaq. Kiffaq isumaqarpoq naalangaqarneq, taamaalluni kiffaanngisuseq isuqarluni naalagaqannginneq. Oqaatsini allani kiffaanngissusermik eqqartuinermi oqaatsip sorlaa allaasarpoq.

Assersuutigalugu tuluttut ”Freedom”, sorlarivaa ”Free”, imaalluni naalangaqannginneq eqqarsaatinginangu ’kiffaanngissuseq’ oqaaseq paasineqarsinnaalluni. Oqaaseq ”Freedom” imminut tunngavigivoq. Assersuutigalugu, kalaallisut oqaaseq ”panertoq” imminut tunngavigisoq. Panertoq panerpor, imaanngilaq masanngittoq, naak oqaaseq taanna aamma eqqortuusoq, kisianni ”Panertoq” imminut tunngaviuvoq.

Iperangaassuseq

Aallarniutitut eqqartorniarpara iperangaassutsip akerlia: Pituttungaaneq. Inuk silamikkut tarnimikkullu pituttungaasarpoq, ilaanni avataaninngaanniik ataavartumik nikanarsarneqarnikkut, imaluunniit imminut pituttorsinnaavoq kamammut, usorunneq sinnganerlu aqqutingalugit. Inuk allaniit imminulluunniit pituttugaasimagaluarini, kisimi namminneerluni iperangaasinnaavoq.

Inuk iperangaassuseqartoq qanorluunniit pituttorneqarsinnaanngilaq. Imminut ataqqigami, allanit ataqqineqannginnera soqutaanngilaq. Avataaniik inuit allat inuup ilumini iperangaassusaa saassussinnaanngilaat. Paarnaarussaangaluaruniluunniit kiffanngorunnanngilaq iperangaassuseqarami.

Peroriartornermi inuk nalusaminik ilaanni pituttungaasarpoq, inersumasunngornerminilu suli pituttugaasutut inuulluni. Imaassinnaavoq angajoqqaat ajukkussutai kingornukkai, inuit allat isiginnittariaasiat atigaa, nalullugu inuit allat kinaassusermut isummersornerat nalilersuinerallu akueriinnarsimallugit.

Nalikissuserlu taanna inersimasunngornermi anniatinngorluni, kingornalu taanna anniaat kamanningorluni. Taamaasilluni nalikissutsimut pituttugaanerup kingunerilerlugu kammanermut pituttugaaneq. Iperangaassuseq imaanngilaq inuit allat inuttut kinaassusernik nalilersuinerannik isummersornerannillu naqqiiniarsarineq. Naqqiiniarsarineq tassaalersimassooq inuup nammineq ilorminit kiffaanngissuseq pilersinnagu, kisiannili inunnit allanit kiffaanngissusermik tunitinniarsarineq.

Iperangaassuseq imminut tunngavingivoq, imaalluni inuup nammineq suna eqqortuunersoq nammineerluni ilisimanguniuk allat isumaasa pituttorsinnaanngilaa. Taanna imminut oqarfigineruvoq ”Iperangaassuseqarpunga”, avammallu oqaatiginnissaa pisariaqarani. Inuk nikanarsaasimasoq isumakkeerfigineqarluni, taassuma iliuuserisimasaanut iliuuserisaanullu pituttungaajunnaarluni. Kamak anniarnerlu, naak avataaniit tunniunneqaraluartut, inuup nammineq tigummivai, kiffaanngisuserlu angussaguniuk inuup kammanneq anniarnerlu nammineq iperartariaqarlugit.

Iperangaassuseqarneq pisinnaatitsilersarpoq inuk nammineq imminut nalagaaffigisinnaalerneranik. Inuit ataasiakkaarlutik tamarmik imminut aqupput, taamaasillutillu nammineerlutik aalangersinnaalerlugu inuiaqatigiinni qanoq inissisimassanerlutik. Inuiaqatigiittullu isumaqatigiinnermi assigiimmik anguniangaqalersinnaassapput inuiaqatigiittut kiffaanngissuseqalernissamik. Iperangaassuseqarnerup aamma pisinnaatilertarpaatigut kinaassusitta namminiussusittalu tigummiinnarnissaanut, qanorluunniit inuit oqaatsigiut arlaatigulluunniit saassukkaluarpatigut.

Inuit allat eqqarsartariaasernut misigissusernullu oqartussaaffeeruttarput. Tarnikkut silaqassusikkullu iperangaassuseqaravit, timikkut qanorluunniit pituttorneqartigigaluaruit kiffanngorsinnaanngilatit. 

1 Comment

Comment

Varmepumper til Arktiske forhold

Af Thomas Ravnshøj Johansen

Jeg hedder Thomas Ravnshøj Johansen. I januar 2015 afleverede jeg mit afgangsprojekt som maskiningeniør, med specialisering inden for energi. Projektet handlede om varmepumper til arktiske forhold.

Teknologien udmærker sig ved at bruge elektricitet som energikilde til at drive kompressoren, og omdanner varmeenergi fra en lav temperatur til varmeenergi ved høj temperatur.

Dette foregår ved en proces, hvor der flyder en væske/gas i en kreds i varmepumpen, se figur


.Varmepumpen består helt simpelt af fire dele for at kunne fungere. En kompressor, en kondensator, en ekspansionsventil og en fordamper. Væsken/gassen flyder i et kredsløb i varmepumpen, som består af de fire dele og rør som forbinder dem. Kompressoren er en maskine, som komprimerer gassen fra lavt tryk til højt tryk. Kondensatoren og fordamperen er varmevekslere, hvor to strømninger udveksler varme med hinanden. Ekspansionsventilen er udformet, så den kan reducere trykket fra højt til lavt.

Varmepumpen udnytter principper fra de fysiske love om termodynamik, der siger at varme altid går fra varmt til koldt, aldrig omvendt, så længe der ikke udføres andet arbejde på det.

I fordamperen (punkt 2) optager varmepumpen varme fra en varmekilde (punkt 1), ved at væsken i varmepumpen gøres koldere end varmekilden. På denne måde optages energi i varmepumpen. Ved samme proces omdannes væsken til gas. Kompressoren (punkt 3) udfører et arbejde på denne gas, som gør at det får en høj temperatur. Denne gas kan nu afgive sin varme i kondensatoren til f.eks. radiatorsystemet i et hus. Under denne varmeafgivelse omdannes gassen til væske igen. For at væsken kan få en lav temperatur igen, så der kan optages varme i fordamperen, bruges en ekspansionsventil (punkt 4), som ændrer trykket i væsken, hvilket giver en temperaturændring.

Det er i hovedtræk, hvordan varmepumper fungerer. Varmekilden kan være meget forskellig, luft, hav eller spildvarme, samtidig med at størrelsen og formålet med den varme, varmepumpen laver kan variere meget.

En varmepumpe er velkendt teknologi i Danmark og bruges i mange husstande som supplement til husets opvarmning, eller i større skala til at udnytte spildvarme i industrien. Teknologien er ikke så velkendt i Grønland, endnu, men dette ændrer sig forhåbentlig i fremtiden.

I Grønland er der inden for de seneste år bygget vandkraftværker, som forsyner de største byer med el. Nuuk, Sisimiut, Ilulissat, Qaqortoq, Narssaq og Tasiilaq er alle forsynet med el fra vandkraftværker og dermed er op til 80% af Grønlands energibehov nu dækket af vandkraft.

Før vandkraftværkerne importerede man meget olie og andet fossilt brændstof til at lave elektricitet og varme. Dette er man blevet mindre afhængig af, da elektriciteten nu primært kommer fra vandkraft. Man bruger stadig olie til at varme mange steder, især enkelthusstande, hvor der ikke er mulighed for fjernvarme.

Varmepumper er kun drevet af elektricitet, og kan dimensioneres til at hive energi ud af luften, som i varmepumpen kan laves om til varme i huset, og derfor er i stand til at give et væsentligt bidrag til det årlige varmeforbrug i huset, samtidig med at det forurener mindre, når elektriciteten kommer fra vandkraft.

Fjernvarme har man typisk ved lejlighedsbygninger og andre større bygninger, såsom butikker og offentlige bygninger. Varmen til fjernvarme blev før i tiden lavet på forbrændingsanlæg og varmeværker. Med elektricitet fra vandkraft er man mange steder begyndt at bruge el direkte, til at opvarme det vand, der leverer fjernvarmen, ligesom i den elkedel der står på køkkenbordet. Det er en meget ineffektiv måde at lave varme til fjernvarme. En elkedel laver varme fra el 1 til 1, mens en varmepumpe kan lave varme fra el 3 til 4 gange mere effektivt, afhængigt af forholdene. Her kunne det være en mulighed at lave varmepumper i stor skala, som kan hive energi fra havet og lave det om til varme som kan anvendes i fjernvarme nettet, eller til industrien.

Mange steder i Danmark har man erfaring med varmepumper i både lille og stor skala, fra enkelthusstande til kæmpe varmepumper i industrien, hvor man udnytter spildvarme.

Teknologien har et kæmpe potentiale, og er en langt mere effektiv måde at udnytte sin elektricitet på, til at producere varme. Samtidig er teknologien miljøvenlig, når elektriciteten kommer fra kilder som vandkraft eller vindmøller i stedet for kraftværker som bruger fossile brændsler.

De grønlandske forhold og ekstreme temperaturer i sammenligning med det danske klima, sætter nogle hårdere udfordringer for varmepumperne, som gør at de er mindre effektive end under et mildere klima. Mit projekt handlede blandt andet om, at undersøge hvorvidt det kunne betale sig, økonomisk, at anvende varmepumper til opvarmning under grønlandske forhold. Jeg undersøgte både varmepumper, som anvender luft som varmekilde og en varmepumpe, som anvender havet som varmekilde. Projektet var en lille del af et større projekt, som DTU deltager i, sammen md universiteter, organisationer og virksomheder på tværs af Grønland, Danmark, Norge, Island og Færøerne.

I sammenligning med prisen for elvarme, fjernvarme og literprisen for olie, kunne varmepumper klart betale sig som alternativ, hvilket gør teknologien særdeles attraktiv, både økonomisk og med hensyn til miljøet. Der er nogle teknologiske udfordringer, som stadig skal afklares, ved at stille testanlæg op, så der kan skaffes data, hvilket bliver næste del, der skal arbejdes med i projektet.

Comment

Comment

Hvordan kan man gøre IBA bedre?

- Af Hans Peder Kirkegaard

IBA står for Impact Benefit Agreement, og er en aftale der indgås mellem Selvstyret, Kommunen(-erne) og Selskaber. En IBA laves når der skal startes en mine i Grønland, og den skal sørge for at der skabes fordele for Grønland og lokalsamfundet i nærheden af minen. Grønland repræsenteres af Selvstyret, lokalsamfundet repræsenteres af kommunen (eller kommunerne hvis minen er stor nok, så involveres andre kommuner også), og selskabet forhandler for sig selv. En IBA tager udgangspunkt i en VSB, som står for Vurdering af Samfundsmæssig Bæredygtighed. Rapporten udarbejdes af selskabet, som ofte hører en ekstern konsulent firma til at lave rapporten. Rapporten skal vise hvordan lokalsamfundet vil påvirkes af minen, både på godt og ondt. Hvis der er negative konsekvenser for samfundet ved åbningen af en mine, så skal der i rapporten stå forslag til hvordan man mindsker eller fjerner de negative konsekvenser, og rapporten viser også hvordan samfundet er før minen starter.

Der er i dag 1 aktiv IBA aftale i Grønland, og det er mellem Selvstyret, Sermersooq Kommune samt True North Gems Greenland A/S, som er i gang med at bygge en rubin mine i Qeqertarsuatsiaat. Siden IBA systemet blev igangsat i Grønland, så har der været 1 anden aktiv IBA aftale i forbindelse med Cairn Energy’s olieefterforskning. Dog har der været en anden form for aftale med Nalunaq Guldminen, som havde nogenlunde samme formål som en IBA.

Helt konkret, så skal en IBA sikre at et mineselskab forpligter sig til at ansætte lokal arbejdskraft samt købe ydelser og services fra lokale leverandører, og indeholder krav om at ansættelse af lokale ikke skal være på ubetydelige poster, og skal så vidt muligt give mulighed for karriere fremme hos de ansatte. Det er også formålet, at den erfaring der samles i en mines levetid skal gavne lokalsamfundet, dvs. at lokalsamfundet skal tilegne sig viden og kompetencer i minedrift, så når minen engang lukker kan de finde arbejde et andet sted. Samtidigt er en vidensoverførsel, som det hedder, en måde at gøre Grønland mere attraktiv at investere i fra international synspunkt, fordi internationale selskaber vil have tillid til at der findes arbejdskraft i Grønland med kompetencer til at løse opgaver for dem.
 

Spørgsmålet er: Hvordan ved man, at et selskab lever op til det krav der er stillet i en IBA?

Svaret er enkelt: Man måler.

Det er derfor at man bruger en VSB som udgangspunkt for forhandlinger, da man her kan se hvordan samfundet er før minen blev åbnet, og sådan en rapport er omfattende. Den har for eksempel tal på hvor mange der allerede har kompetencer til at arbejde i en mine, og hvor mange der muligvis vil kunne ansættes og trænes undersvejs. Derfor er det vigtigt at vide hvad det er man måler, og være sikker på at den måde man måler på er tydeligt.
I en IBA er der også krav om, at selskabet skal udarbejde en rapport hvert år, som skal sendes til selvstyret og kommunen(-erne), som skal vise hvordan det går med at overholde IBA-aftalen.

I vejledningerne til VSB givet af Råstofdirektoratet står der, at metoderne for mål- og overvågning skal beskrives i IBA’en. Både i TNG IBA’en og Cairn Energy IBA’en beskrives metoderne ikke for udførelsen af målingerne. Grønland har kun haft 2 IBA’er, og der er flere gange skrevet, at IBA systemet skal udvikles. Offentliggørelse af metoderne og afrapporteringerne af målingerne er nogle af de områder hvor der er plads til forbedring. Det er også oplagt, at de årlige rapporter der udarbejdes til Selvstyret og Kommunen (-erne) også offentliggøres, så samfundet har mulighed for at følge med i udviklingen af kompetencer og sikre at mineselskabet lever op til sine forpligtelser. 

Comment

Comment

American Democracy: The Price and Promise of Citizenship

This was first posted in 2014, when J. Rufus Gifford was ambassador.

By J. Rufus Gifford, fmr. Ambassador of the United States to the Kingdom of Denmark

I come from Boston, Massachusetts, and I grew up close to places central to America’s independence.  When the organizers of the Aqago project asked me to comment on what democracy means to Americans, my first thought was of school lessons about the American Revolution and the people we often call our “founding fathers” — those who won our freedom and created our system of government.  Every American remembers reading as a school child the opening passages of two key documents penned by these inspired leaders capturing the central ideas of our democracy: the Declaration of Independence and the Constitution.

We are taught how the colonists arrived from Europe with a spirit of freedom, self-reliance, equality, and justice; ideas from the great thinkers of the Enlightenment apparent in the Declaration of Independence’s second sentence: “We hold these truths to be self-evident, that all men are created equal, that they are endowed by their Creator with certain unalienable Rights, that among these are Life, Liberty and the pursuit of Happiness.”  The colonists fought for independence in pursuit of these truths, and Americans often invoke this phrase whenever we need to remind ourselves of the ideals underpinning our nation.

As the early Americans struggled to form a working government, they drafted what has survived to become the oldest written national Constitution in use in the world, beginning with another phrase familiar to American students that describes exactly what we hope our democracy will achieve: “We the People of the United States, in Order to form a more perfect Union, establish Justice, insure domestic Tranquility, provide for the common defence, promote the general Welfare, and secure the Blessings of Liberty to ourselves and our Posterity, do ordain and establish this Constitution for the United States of America.”

For most Americans, I think just the first few words of both these passages — “We the People” and “We hold these truths”— inspire a democratic sense of belonging to a cause that is larger than all of us.  And yet the word ‘democracy’ does not appear in either passage.  In fact, ‘democracy’ does not show up anywhere in the Declaration of Independence or the Constitution.

It turns out our founding fathers were actually quite skeptical of pure democratic rule, fearing it could lead to disorder and the tyranny of the majority.  So they formed a representative republic, creating checks and balances between the branches of the government to protect the minority by preventing unlimited power from falling into the hands of any one group.  This sense of a good greater than the simple wishes of the majority was what made the new American experiment truly unique.   

Many historians think that part of the inspiration for these concepts came from some of the indigenous people of North America, who have been practicing a form of participatory democracy for over 500 years.  In northeastern North America, there is a group of cultures that at the time of America’s independence was known by the French as the “Iroquois Confederacy,” by the English as “the Six Nations,” and who called themselves “Haudenasuaunee” or “people building a long house.”  They include the Mohawks, Oneidas, Onondagas, Cayugas, and Senecas, and Tuscaroras.  Their governing principles, contained in the Haudenasuaunee’s “Great Law of Peace,” include division of power between the confederacy and the member nations, three branches of government, and many other concepts familiar to students of the Constitution.  

Iroquois leaders offered up the Great Law of Peace as a model for America’s new government, and Benjamin Franklin and others were intrigued.  Franklin invited Iroquois leaders to address the Albany Congress, a precursor to the Continental Congress, and he became a proponent of including Great Law principles in the U.S. Constitution.     

The Great Law is filled with references to what we would call the public good.  It directs the nations to “labor, legislate and council together for the interest of future generations” and calls on the minds of the leaders to be “filled with a yearning for the welfare of the people of the Confederacy.”  It also provides for the removal of a chief who disregards the welfare of the people.  The idea that government’s overriding concern should be the needs of the citizens was central to the Haudenasuaunee and took form in the Constitutional principle “to promote the General Welfare.”  

But with this government dedication to the common good comes the responsibility of the citizen to hold the government to that standard.  Our democracy is aspirational, and every individual is part of the struggle for that “more perfect Union.”  A strong government will only survive with active citizens who work together for the greater benefit of all.  As I have told many audiences, we can disagree on how to address the issues facing our countries, but what is essential is that we each care about something – even one thing – that inspires us to become involved.  Participation is the life-blood of democracy, apathy its antithesis.  Therefore getting people to care, hearing their concerns, answering their questions, and conversing with them about what matters to them and what we should do to create a better future is absolutely essential for democracy to thrive.

I was reminded of this as I watched Greenland, home to another great indigenous people of North America, exercising its democracy with elections this past November.  It made me think of a quote that I keep hanging on the wall of my office.  It’s an excerpt from President Barack Obama’s first inaugural address: “What is required of us now is a new era of responsibility - a recognition, on the part of every American, that we have duties to ourselves, our nation, and the world, duties that we do not grudgingly accept but rather seize gladly, firm in the knowledge that there is nothing so satisfying to the spirit, so defining of our character, than giving our all to a difficult task.  This is the price and the promise of citizenship.”

Comment