Comment

Værdikampens tid

Af: Aviâja E. Lynge

Jeg savner engang imellem at vi stopper op sammen og får snakket igennem med hinanden om hvorfor vi er hvor vi er. At der ved siden af den politiske debat, eller ved siden af lukkede private diskussioner ser hinanden i øjnene og kan sige: ”Nå, ok, det er derfor vi er hvor vi er, og lad os da komme videre”. For alt har sin årsag og der er altid en sammenhæng med de ting der sker. Det er der også i forhold til at et af vort samfunds store ynglings beskæftigelser: at sætte alle i kasser.

Hvorfor er der i samfundet denne store trang til at sætte alle i kasser? At generalisere mennesket ud fra hudfarve, sprog, uddannelsesmæssig og økonomisk status, hvilken familie eller hvilken region/by/bygd man kommer fra. Gerne helst ud fra egne forestillinger om andre mennesker. Hvad hvis man ikke selv føler sig som en af kategorierne? At man ingen af kasserne tilhører, men er en del af det hele?

I Alaska har den oprindelige del af befolkningen et personkort som % -vist fortæller hvor meget % oprindeligt blod vedkommende har. Havde jeg sådant et kort, ville der formentlig stå 75 % grønlænder og 25 % dansker (men i de 25 % er de 12,5 % vist Tysk, og i de 75 % vist også Norsk blod…). Gudskelov at vi ikke har sådanne kort i Grønland. Men måske findes den på en anden måde? Og måske gør vi det selv? For hvor er vi dog alligevel gode til selv at ”dele” folk op hvad vi mener de er. Dette til trods for identitet er en følelse, som kun mennesket alene kan bestemme.

Tidens strøm og værdikampen

I forstanderskabenes tid lavede danske koloniadministration en opdeling af grønlænderne ”på baggrund af deres status”. Dette kan illustreres gennem dette eksempel fra 1859 hvor folk blev delt op i følgende kategorier[1]: 1. Pigissut (de velstående), 2. Pigissut tullii (næste i rækken af de velstående), 3. Piitsut tullii (de næste i rækken af fattige), 4. Piitsut (de fattige), 5. Piniartueruttut (de som ikke længere har nogen fangere til at forsørge sig), 6. Sipporuttut (de overflødelige).

Senere op i gennem tiden har der bl.a. været fokus på om man var grønlænder eller dansker, hvor man var født, og senere, om man havde en uddannelse eller ej, for at tage et groft generaliseret eksempel. Og i dag hvor mange efterhånden er af blandede forældre og flere har fået uddannelse er behovet for at putte mennesket i en kategori stadig stort.

I sidste ende mener jeg at kunne påstå at det handler om en værdikamp i samfundet. Vi har nogle fælles værdier som land og folk. Men vi har også vore egne værdier, om det er familieværdier, eller personlige værdier. Værdier udspringer af mange forhold, men et konkret eksempel kan være tiden hvoraf man er vokset op. Når man ser på udviklingen af landet de sidste 60 år, og vender blikket tilbage på hvilken tid og i hvilke forhold vi er opvokset, vil man kunne se hvorfor vi som samfund og identitetsmæssigt er blevet meget mindre homogene. Hvilke værdier var fremherskende i 1950’erne, 1960’erne, 1970’erne? Alt efter hvilken strøm der var i den tid man er opvokset, er man nu engang et produkt af den tid. Nogle voksede op med det danske sprog i hjemmet og i skolen, andre med det grønlandske sprog, andre med begge sprog. Men udviklingen er gået hurtig, og går hurtigt, og dette er endnu en kategorisering af mennesker, for nu er det ikke nok at se på tiden man er opvokset som den eneste katalysator for hvilke værdier man lever efter. Vi kan ganske enkelt ikke puttes i kasser. Igen er det kun det enkelte menneske som ved hvilken identitet man har og hvilke værdier man har. Dog ser ”fortidens stemme” alligevel ud til at følge os den dag i dag. Den stemme som ønsker at dømme hvilke værdier er mere korrekte og mere værd end andre.

Vi ønsker alle at føle at vi er noget værd

Uanset hvilke værdier og hvilken identitet man har, kan man ikke komme udenom at vi alle er et produkt at den udvikling vi har været igennem i Grønland. Der er stadig brug for en ”mental afkolonisering”, for værdikampen afspejler på mange måder en stereotypisering og manglende accept af hinandens forskelle. Ligesom den afspejler de ulige forhold udviklingen har medført og derfor kan være et råb om accept for den man er . For vil vi ikke gerne have følelsen af at være noget værd?

Når nu vi kan bruge alle de kræfter på at kategorisere hinanden og måle hvem og hvad der er mere værd og rigtigt, kan vi da ikke bruge de kræfter på at prøve at forstå hinanden og acceptere at vi ikke alle er ens? Men igen kræver dette at vi ser alle som værdifulde og måske er det egentlig også på at tide at snakke om hvilke værdier vi ønsker i denne tid med Selvstyre?

[1] Kilde: ”Kakortume erkânilo Kalatdlit inokutimingmut nalagaussut taimaput, misigssuissut inuit atiutait napertordlugit 1859-me”, Groenlandica.

Comment

Comment

Hvornår har vi besluttet at være en råstofnation?

Af Hans Peder Kirkegaard

Hvornår har vi, Det Grønlandske folk, besluttet os for at være en råstofnation? Det kan svares med en retorisk spørgsmål: Hvorfor vil være en råstofnation?

Fordi vi vil være økonomisk selvbærende, og fordi vores økonomi har nogle store udfordringer. Eller, det er det svar som politikerne giver.

Men hvorfor vil vi være økonomisk selvbærende? Fordi vi vil være selvstændige. Eller, fordi vi ikke vil være afhængig af Dansk bloktilskud, er måske det mere rigtige svar.

Men hvornår besluttede vi at vi vil være en råstofnation? Blev det besluttet da vi begyndte at snakke om hjemmestyre, selvstyre og selvstændighed, tilbage i 70’erne? Dengang snakkede man også om mulighederne i vores naturlige ikke-fornybare resurser, og hvordan det kan sikre Grønland økonomisk.

Har vi besluttet at være en råstofnation for at være økonomisk uafhængige af Danmark? Ved vi at en økonomisk uafhængighed af Danmark, bare betyder økonomisk afhængighed af råstofferne? Skal råstofpengene bruges til at drive vores land?

Forstår vi hvad en råstofnation er? Især en minenation? Forstår vi hvad det betyder når vi siger at der skal skabes en mine med et par tusind arbejdere? Forstår vi hvad der sker hvis vores folk skal være minearbejdere? Lever vi i Grønland for at få et arbejde, et hvilket som helst arbejde, så vi kan betale regningerne?

Hvorfor er Grønland? Hvad vil vi med Grønland? Når vi bliver selvstændige, hvilken slags nation bliver Grønland? Vi bliver en råstofnation.

Hvornår besluttede vi at være en råstofnation? Jeg tror ikke at vi, Det Grønlandske folk, har besluttet at være en råstofnation. Jeg tror at, det er politikerne der har besluttet det. Fordi, hvis vi, Det Grønlandske folk, havde besluttet at være en råstofnation, så vil vi uddanne os til minearbejdere, vi vil snakke om miner som vi snakke om fiskeri og vi vil lede efter sten i fjeldende. Grønland er i dag en fiskerination. Men fiskeriet kan ikke længere betale for alle vores regninger, så vi skal være en råstofnation, siger dem der bestemmer over os (Naalakkersuisut). Dem der bestemmer har sagt at vi skal være en råstofnation i årtier nu, men dem der bliver bestemt over (naalakkersukkat) har ikke gjort som der bliver sagt.

 

 

 

 

 

Comment

Comment

Oqaatsit- Sproget

Af Ivalu Stender
Dansk version kommer efter den grønlandske. 

Oqaatsit oqallisiginerat.

Oqaatsit oqallisigineqaleraangata inuit eqeertarput. Nammineq oqaatsinik atuisinnaanerup pisinnaatitaaffiunerata assigiinnarpaa kalaaliussusermik siuarsaaneq. Tunngavigineqarnerusarput tikisitat – qallunaat - suliffissani qaffasinnerusuni sulilersinneqartarneri. Kisianni tunngavilersuutigineqartartut imarisai misissorneqarnikuuppat?

”Kalaallit Nunaanni najugaqarpunga, taamaattumik kalaallisut oqalussinnaatitaavunga – angerlarsimaffinni, suliffinni, Pisiffimmi, meeqqerivimmi”. Isumaqataavunga, tunngavilersuutip ima nipeqalernissaa tikillugu: ”Kalaallit Nunaanni najugaqarpunga, taamaattumik kalaallisut oqalussinnaatitaavunga – kalaallisut oqalussinnaanngikkuit Inatsisartuni qallunaatut oqalussinnaatitaanngilatit, suliffinni qaffasissumi, ilisimatusarfimmi”.

Oqaatsit oqallisiginerat namminersulivinnissamut tunngava? Kalaalinngorsaaneq qallunaanngorsaanermut uternerunngila? Qallunaanngorsaanerup kinguneri takoreerpagut – kinaassutsimik paatsiveerunneq, imminut nikagineq, inuiaqatigiinni kulturikkullu qileroqalersimanerit. Kalaalinngorsaaneq ikip ammaannartup nipittartorivaa?

Assigiinnangajappaa: ”qallunaatut oqalugit, pigissaalissaatit”. Allaat kalaallit politikerit 60-ikkunni isumaqataasimapput. Ullumikkut imaappoq: ”kalaallisut oqalugit, siuariassaatit”. Oqaatsit kulturikkut ajorunnaarsaatinngorsimapput. Tassalu kalaaleq qallunaatuinnaq oqalussinnaasoq inissiffissaarulluni. Kalaaleq qallunaatuinnaq oqalussinnaasoq nutseruni, ilinniariarluni angerlaruni nunani pilersuiffigeqataarusullugu – taava sulliffimmi qaffasinnerusumiissinnaanngila? ”Kalaallisut ilinniarniarit, kalaaliuvutit”. Akissut suliffimmi qaffasissumi takuneqarsimavoq: ”ok, misilissavara”. Kalaaleq qallunaatuinnaq oqalussinnaasoq akuersilluni kalaallisut ilinnialeruni siullermisut uparuarneqassaaq. ”Sooruna taama oqqarlutsigivit? Kalaallisut iluamik oqalunniarit!”.

Anniaatigisaruna oqaluttoq, imaluunniit oqaatsinik ataasiinnarnik siuarsaaneq, inunnut oqaatsinik taakkuninnga oqaluttunut taamaallaat inniminnigaq? Qallunaarpalussusermut takornartanngorsaanerua, kalaalerpalunnerup takornartanngorsarneqarnikuusimaneranut akiniut? Taamaassappat, inernera siullermernit qanoq allaanerutigisinnaagami? Kalaaleq qallunaatuinnaq oqalussinnaasoq oqallinnermi sumi inissisimava? Inuiaqatigiinni kalaallisut oqalussinnaasut tamarmik isumaqatigiippat? Kulturerput piitsuunerluni, amerlasuut oqaatsit marluk sapinngikkunikkit? Oqaatsinillu marlunnik oqalussinnaasoq, qaffasissumiunngikkaluaq atorfilik qanoq isumaqarpa?

Kalaalerpalussusermik siuarsaaneq pisinnaannginnerluni, qallunaarpalussusermik takornartanngorsaanngikkaluarluni? Oqaluttuarisaaneq oqallinnermi inituvoq, soormi taavaana kalaaleq qanoq ililluni qallunaatuinnaq oqalulersimanersoq tassuuna paasiniaaffiginngikkipput? Taanna oqaluttuarisaanerup inernerisa ilagiinnanngilaat? Taamaanngippat kalaalinngorsaaneq oqaluttuarisaanermik nangartuinerunngila? Suli sivitsunngilaq meeqqat atuarfiini qallunaajaqqat kalaallillu immikkut atuartinneqartarnikuunerat, ullumikkullu tamatta nuannaarutigaarput tamatumuuna naligiissitaaneq atuutilersimammat. Inernerivaa meeqqat oqaatsinik marlunnik paasisimasaqarlernerat. Oqaatsit naligiissitaanerannit. Naligiissitaanerannit. Oqaatsit oqallisigineqarnerat naligiissitaanissamik kissaateqarnerua, kalaallisuinnaq oqaluuttuulluni nammineq ammut isigineqannginnissaq? Oqaluttuarisaanerup aliortugarivaa, ikeq kingornunneqartoq anaanamit panimmut, ataatamit ernermut?

Kalaallit oqaasiinik siuarsaanerup Kalaallit Nunaat annaatissavaa? Oqaluttuarisaanerup qilerui tamarmik mamissappat? Tuluttut oqaatsit nuannarineqartorujussuanngorsimapput – tuluttut ilinniarsinnaavugut, nunat tuluttut oqaasillit attaviginerusinnaavagut, immitsinnut inuiaqatigiillu siuarsarlugit. Qanoq assigiinngitsigigami qallunaat oqaasii atorlugit nunamik siuarsaanissaq, pigissaarnerunermillu pilersitsinissami?

Kalaallit oqaasii pisortatigoortumik oqaasiupput. Soormi meeqqatta sapinngisamik oqaatsit arlallit ilikkarnissaat sammigutsigu? Soormi meeqqagut Danmarkimi, USA-mi, Englandimi ilinniarsinnaanissaannik toqqagassikkutsigit? NAMMINNEQ kissaatitik malillugit toqqaasinnaanngortillugit, massakkutuunngitsoq, tuluttut kalaallisulluunniit ilinniartariaqartillugit. Qanoq ililluta uagut meeqqat oqaatsit sorliit atorlugit ilinniarsinnaanissaannik aalajangiisinnaatitaagatta? Aalajangiisinnaaneq taanna ajoralugu taakkartugarinnginnatsigu? 60-ikkunni iliuuserineqartunit allaannerungaatsiarami? Taamaappat, Kalaallit Nunaat (Nuuk) nunasiaataateqartuni nutaajuvoq, Kalaallit Nunaanni pitsaanerpaap suuneranik aalajangiisussaq, taava maliinnassavagut imaluunniit katataalluta?


Sprogdebatten.

Når sprogdebatten optages kommer folk hurtigt op og stå. Retten til eget sprog er lig med fremmelsen af grønlandsk. Grobunden er oftest, at de høje stillinger går til udefrakommende - danske. Men er der nogen der har set på hvad argumenterne egentlig indeholder?

"Jeg bor i Grønland, derfor har jeg ret til, at tale Grønlandsk - i hjemmet, på min arbejdsplads, i Pisiffik, i børnehaven". Jeg er helt enig, lige indtil argumentet lyder således: "jeg bor i Grønland, derfor har jeg retten til at tale grønlandsk - taler du ikke grønlandsk, så er du ikke velkommen til at tale dansk i Inatsisartut, på topposten, på universitetet".

Er sprogdebatten et spørgsmål om suverænitet? Er grønlandiseringen ikke bare daniseringen om igen? Vi har set konsekvenserne af daniseringsprocessen - identitetskriser, mindreværd, sociale og kulturelle ar. Er grønlandiseringsprocessen et plaster på et åbent kødsår?

Det er næsten samme fremgangsmåde: "tal dansk og du vil se velstand". Selv de grønlandske politikere var enige i 60'ernes Grønland. I dag er det: "tal grønlandsk og du vil se fremgang". Sproget er blevet til et spørgsmål om kulturel heling. Her står den dansktalende grønlænder i et limbo. Når den dansktalende grønlænder flytter hjemmefra, uddanner sig og vender tilbage for at yde for sit hjemland - må det så ikke være på topposten? "Lær grønlandsk, du er grønlænder". Svaret har været set på en toppost: "ok, det prøver jeg". Når den dansktalende grønlænder bøjer sig for de angivne præmisser og begiver sig ud i at lære grønlandsk falder hammeren lige så hurtigt som første gang. "Hvorfor taler du det så dårligt? Tal ordentligt grønlandsk!".

Er det en smerte der taler eller er det en unægtelig fremmelse af ét sprog, reserveret til det folk der allerede taler det? Er det en fremmedgørelse af det danske, som hævn for en fremmedgørelse af det grønlandske? I så fald, hvordan kan udfaldet være meget anderledes end det der sås første gang? Hvor står den dansktalende grønlænder i den her debat? Er den almene grønlandsktalende borger enig? Er vi som kultur fattige, fordi mange behersker begge sprog? Og hvad siger den dobbeltsprogede almene borger, der ikke nødvendigvis besidder en toppost?

Er det en umulighed, at fremme det grønlandske uden en fremmedgørelse af det danske? Historien spiller en stor rolle i sprogdebatten, så hvorfor ikke anvende den til en forståelse for, hvorfor den dansktalende grønlænder egentlig taler dansk? Er han/hun ikke også bare en konsekvens af historien? I så fald, er grønlandiseringen så en benægtelse af historien? Det er ikke så længe siden, at folkeskolen var opdelt i danske og grønlandske klasser og vi er alle glade for, at der i dag hersker lighed på det område. Resultatet er, at børnene får indsigt i begge sprog. At sprogene er ligestillede. Ligestillede. Handler sprogdebatten om en tørst efter lighed, et personligt ønske om, at man ikke bliver set ned på fordi man kun taler grønlandsk? Er det et spøgelse af historien, et sår nedarvet fra mor til datter, far til søn.

Vil en fremmelse af det grønlandske sprog redde Grønland? Vil det betyde, at alle historiens ar heles? Engelsk er blevet det nye hit - vi kan uddanne os på engelsk også, vi kan få større kontakt med de engelsksprogede lande og fremme os selv og samfundet. Hvordan er det meget anderledes fra, at det danske sprog skulle fremme landet og skabe velstand?

Grønlandsk er det officielle sprog. Hvad hvis vi istedet fokuserede på, at vores børn talte så mange sprog som muligt? Hvad hvis vi gav vores børn valget om, enten at studere i Danmark, USA, England? Hvad hvis vi åbnede op for, at de fik egenskaber til at folde sig ud, i langt større grad end i dag? Åbne døren for uddannelse det sted DE ønskede sig, fremfor nu, at diktere at det skulle foregå på engelsk eller grønlandsk. Hvad giver os ret til, at bestemme hvilket sprog de skal uddanne sig i? Er det ikke den samme diktering vi fordømmer i dag? Er det meget anderledes end den fremgangsmåde der sås i 60'erne? I så fald, er Grønland (Nuuk) den nye kolonimagt der dikterer hvad der er bedst for Grønland, også må vi falde fra eller følge dem?

 

Comment